Stribet Studenterkage

Sommertid er studentertid og studentertid er kagetid ;0)

Det er hyggeligt at glæde den nybagte student med en helt særlig kage.
Kagen her er lavet specielt til en EUX-student, hvis hue farve er grå/rød/hvid. Men du kan indfarve din kagebund i lige den farve, der passer til din student.
Kagens sider er bagte kagebunde, indfarvet i grå og rød. Dernæst er den støbt op med kagecreme, makroner og hindbær/jordbær yoghurt mousse og på toppen marcipanlåg pyntet med jordbær, ribs, mynte, rød skovsyre, hjulkrone blomster og studenterhuer lavet i marcipan.

Kagen vist her er til ca. 16-20 pers.

Det skal du bruge:

12 æg, 450g. sukker, 450g. mel, 3 tsk. bagepulver, 700g. marcipan, 2 poser frosne hindbær, 700g. jordbær yoghurt, 1. l. fløde, 1 pose makroner, 1,5 pose kagecreme, 3/4 l. mælk, 3 pakker Anton Berg Åkander, bær og pynt.

Til kagebunde/ sider skal du bruge: 12 æg, 450g. sukker, 450g. mel, 3 tsk. bagepulver.

Pisk æg og sukker til en luftig æggesnaps dernæst hæld mel og bagepulver i. Pisk godt.
Tegn på bagepapir 3 cirkler med en diameter på 32 cm. og smør kagebundsdejen ud på cirklerne. Bag ved 170g. til bundene er lysebrune i kanten.

Dernæst skal du tage et stykke bagepapir og montere tape i striber på tværs af bagepapiret i den tykkelse du vil have striberne i. Tag ca. halvdelen af kagebundsdejen og indfarv den med rød pastafarve/frugtfarve. Dernæst hæld den røde dej ud på det tape monterede bagepapir i et tyndt lag. Stil pladen med dej-striberne i fryseren.
Når kagebundsdejen er frosset kan du trække tapestrimlerne af og de røde kagebundsstriber ligger tilbage. Nu skal du indfarve resten af kagebunds dejen i grå med lidt sort pastafarve. Hæld/sprøjt den grå kagebunds dej ovenpå de frosne røde striber og bag bunden ved 170g. til bunden er svagt brun.

Tag kagebunden ud af ovnen og køl den af. Når den er kold skal du skære kagens sider ud ved hjælp af den kagefolie, som du senere skal bruge til støbningen af kagen. Læg folien på kagebunden og skær strimler. Dernæst tag en nyt stykke bagepapir og læg det ovenpå bunden og vend. Det bagepapir som bunden er bagt på, kommer nu øverst. Træk dette bagepapir af.

Nu er du klar til at starte på at opbygge kagen i en springform. Jeg bruger en form, som kan reguleres i størrelsen. Reguler størrelsen af formen til 32cm. i diameter.
Foer formen med kagefolie og put kagebundsstrimlerne langs siden af formen langs folien. Tag dernæst en af de 3 runde kagebunde og læg den i bunden af kageformen.
Pisk kagecreme (jeg har brugt kagecreme fra Dr. Oetker pisket op med mælk). Til kagen er der brugt 1,5 pose creme pisket med 3/4 l. mælk. Put 3/4 dele af cremen i formen ovenpå kagebunden.

Put dernæst makroner, skulder ved skulder, ned i cremen og hæld så den sidste creme over makronlaget. Læg 2. kagebund ovenpå.

Nu skal du lave hindbær/yoghurt mousse. Put 14 blade husblas i koldt vand.
Kog 2 poser frosne hindbær sammen med lidt sukker. Hindbærrene skal koge et par minutter, hvorefter gryden tages af varmen. Når husblassen er blødt op, tag det op med det vand der følger med og put det i det den kogte hindbærpuré. Husblassen opløses. Lad hindbærpurén afkøle.
Pisk 1/2 l. fløde. Tag ca. en halv liter jordbær yoghurt og put det, lidt af gangen, i den afkølede hindbærpuré og vend dernæst den piskede fløde i. Hindbær moussen er nu klar til at hælde oven på den 2. kagebund. Stil kagen på køl til moussen er stivnet. Pisk yderligere 1/2 l. fløde.

Når moussen har “sat sig” skal du tage kagen ud og smøre et tyndt lag flødeskum på moussen og putte den 3. kagebund på.
Rul 250g. marcipan ud mellem 2 lag bagepapir til diameter 32cm.
Nu kan du trække formen af kagen og fjern kagefolien. Tag formen og tryk den ned oveni den udrullede marcipan. put den udrullede marcipan på den 3. kagebund.

Nu er du klar til at pynte kagen. Jeg har brugt kageglimmer til at duppe guldprikker på marcipanen med en lille pensel.

Marcipan studenterhuer: Indfarv ca. 150g. marcipan i rød og 150g. marcipan i grå. Rul det røde, grå samt 150g. hvid marcipan ud så det måler ca. 3-4 mm. tykkelse. læg de 3 lag marcipan ovenpå hinanden og rul let på de 3 lag så den hænger sammen. Tag en cirkelformet udstikker og stik igennem lagene. Tryk marcipancirklen ud af udstikkeren. Form cirklerne let til ovaler. Til skyggen har jeg brugt Anton Berg Åkander som jeg fjerner myntepastellen fra. Tryk marcipan ovalen ned i skyggen og tryk en sølv sukkerkugle ind over skyggen. Sprøjt flødeskum i skumtoppe langs kagens over og underkant. Pynt med marcipanhuer, bær, mynte og blomster.

Kagen skal holdes på køl til servering. Arbejdstid ca. 6 timer.

God fornøjelse ;0)

Du vil måske også kunne lide

1 Comment

Skriv et svar til Karen og den blå hest – Dagmar Njord Cancel Reply