Gæsteblogger – frem med farverne

Da Susanne er travlt optaget med flytning, maling og indretning af hendes perle af et landsted, foreslog jeg hende at jeg kunne være gæsteblogger på hendes skønne blog. Hun sagde straks ja…
Dagmarnjord-bloggen er hjemmevant for mig, da jeg normalt pusler i back-enden og står for oversættelser og andet assistance omkring bloggen.

Inspireret af Susannes kærlighed til farver kom arvestykkerne fra min barndom frem i lyset.

Kort om mig:
Pia Haumann, 48 somre, godt gift og mor til tre skønne unge mennesker.
Fritiden tilbringes for en stor del i hjemlige landlige omgivelser i Skivholme. Det er gennem lokale fælles venner at jeg har mødt Susanne.

Vi byggede om/til i 2011 og fik næsten et helt nyt hus og ALT var malet fint hvidt.
Jeg har altid tænkt, at hvid giver ro for øjet og at farven hvid passer godt som baggrund for alt. Men jeg tog fejl – farver kan så meget og jeg er slet ikke færdig med at give farve til hvide vægge.

Først og fremmest vil jeg vise nogle eksempler på, hvordan Susanne har inspireret mig til at arbejde med farver i mit hjem.
Startede med at male et gammelt skab – det blev blåt indvendigt og udvendigt og fik monteret lys indeni.

Næste projekt blev to blå vægge i soveværelset. Den mørke farve giver en dejlig ro og jeg er specielt glad for gallerihylden, som også blev malet i den blå vægfarve. Guldfarven er valgt som kontrastfarve og giver et eksklusivt look.

Malingrester fra soveværelsesprojektet blev rørt op med hvid maling indtil jeg blev tilfreds med farven, der matchede baggrunden i mit dejlige maleri.

Hanne Bonde er en god ven af familien og hun er kunstneren bag dette farverige kunstværk.
Find gruppen ‘Kald på Kunsten’ på fb og se flere af Hannes flotte værker
Den matchende væg gør at maleriet virker som en mere harmonisk del af indretningen.

Synes jeg er godt i gang med at få kulør på indretningen takket være Susannes ideer og indretnings-fif. Måske hun vil lade mig blogge igen – jeg blogger gerne mere om mit hjem og livet på landet.

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

    Skriv en kommentar