Aluminia- dansk design historie del 1 “Sigurd” & “Gertrud”

Aluminia er et stykke dansk designhistorie i verdensklasse med nogle af Danmarks bedste skabende kunstnere gennem mere end 100 år. Aluminia producerede overvejende fajance, der er billigere og lidt grovere end porcelæn, men fabrikken har også produceret lertøj, porcelæn og stentøj. En af de væsentlige forskelle på porcelæn og fajance er, at fajancen indeholder betydeligt mere kvarts og kun en femtedel så meget feldspat. 

Fabrikken knyttede nogle af landets førende kunstnere til sig og vandt stribevis af priser og medaljer ved udstillinger verden over. I fabrikkens første år bestod produktionen overvejende af brugsting som service, vandstel, frugtstel og andre køkkenting. Men ret hurtigt kom også prydting som opsatser, platter, vaser, prydvaser og figurer ind i sortimentet.

I 1900-tallet kom Aluminia ud i alle hjem med populære hverdagsting til konkurrencedygtige priser. Produktionen var enorm, hvilket blandt andet kan ses på den mængde ting, der den dag i dag findes. I hundredvis af stel og i tusindvis af enkeltvarer er blevet produceret i hundredetusindevis af eksemplarer. I hver eneste antikvitetsforretning i landet og mange steder i udlandet står der ting fra Aluminia.

Aluminia har til alle tider haft en stor eksport. Det betyder, at der er samlere over det meste af verden, der kender produkterne og stadig efterspørger dem. En af de største designsuccesser i Aluminias historie er serien Confetti, der fortrinsvis består af service og almindelige brugsting. Steldelene er produceret i perioden 1956-1967 i henholdsvis fire og otte forskellige farver, der efter behag kan blandes eller holdes i ”rene” farver. Confetti udmærker sig særligt ved en unik formgivning og et frækt men tidløst farvevalg. Det har betydet, at visse Confettidele i dag er mange gange dyrere, end da de blev produceret.

Denne grønne serie med navnet “Sigurd” samt den skønne gule tvillingesøster serien “Gertrud”er fra perioden 1933-39. Tallerknerne er designet af Chr. Joachim og i stelform C (Convolvolus). De skønne terriner og lågfade er steldele Clycena, design Chr. Joachim fra 1930-31 mens kaffestel, kander og skåle med låg er “Model 1932” er designet af Nils Thorsson. Alle kander og kopper har karakteristiske kantede hanke.

“Sigurd” og “Gertrud” er design eksempler på tidløs, smukt dansk design som den dag i dag er et fantastisk syn i frække farver og former med kant. Både til pynt og til brug.

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

    Skriv en kommentar