Aluminia- dansk design historie del 2, Nils Thorssons periode 1930-69

Dette afsnit handler om serierne “Bremerholm”, “Solbjerg”, “Dyveke” og “Marselis”

I 1929 gav den verdensomspændende økonomiske krise Aluminia store afsætningsvanskeligheder. Der måtte fornyelse til og valget faldt på Chr. Joachims unge elev Nils Thorsson. Thorsson tog kraftig afstand fra store brogede dekorationer og fulgte i stedet tidens krav om enkle former og dekorationer, hvilket kom til udtryk i Aluminias kunstserier og i brugsproduktionen.

Nils Thorssons navn kom frem, da han i 1925 udstillede en serie brogede fajancer (efterårs­serie) belønnet med guldmedalje på verdensudstillingen i Paris.
Nils Thorsson har tegnet modeller og dekorationer til vaser og skåle i fajance (Solbjerg, Bremerholm, Lustrefajance, Tenera og Baca), mat porcelæn og stentøj (Jungle samt arbejder i Solfatara, Clair de lune, Olivin, Dilou etc.).
Thorssons store lyst til at eksperimentere med nye glasurer og keramiske stofvirkninger har givet bemærkelsesværdige resultater; han forstod at dreje en krukke og havde en fin fornemmelse for form og dekoration. 

Andre kunstnere i samme periode må nævnes Thorkild Olsen, Nic. Tidemand, Herluf Jensenius, Kaj Lange, Oluf Jensen, Johannes Hedegaard samt Hans Henrik Hansen (internt på fabrikken kaldet “Stakit-Hansen” p.g.a. hans signatur). Endelig de seks Tenera-piger Grete Helland-Hansen, Beth Bremen, Berte Jessen, Kari Chrisamt, Marianne Johnson og Inge-Lise Korfoed. Sidst i perioden skal nævnes Anni Jeppesen, Johanne Gerber, Jeanne Grut, Ellen Malmer og Doreen Middelboe, der sammen med Thorsson prægede produktionen.

Hans motivverden var stor og spændte fra ren naturalisme til abstrakte, geometriske mønstre, udført enten malet eller i relief. I hans sikre, lette penselteknik spores i ældgammel keramisk tradition og kultur.

“Solbjerg” kunststengods 1933/36-1970. Denne serie blev skabt af Nils Thorsson. Ved verdensudstillingen i Bruxelles i 1935 blev den hædret med Grand Prix og fik meget rosende omtale i udenlandske kunsttidsskrifter. Alle genstande er produceret mellem 1933-36, er smukke og enkle og med relief dekorationer fra plante og dyreverdenen eller geometriske figurer, indridset i selve originalformen. Som med “Bremerholm” er det ensfarvede matte glasurer og ofte med en farve udenpå og en anden indvendig. Der kendes 89 forskellige former og i alt 132 forskellige genstande med forskellig form og farve, farver.

“Dyveke” kunststengods 1931-1935.
Denne serie er formgivet af Chr. Joachim, Den kongelige porcelænsfabrik, samt Nils Thorsson, dels fra “Bremerholm serien, dels nye.
Der findes 52 forskellige “Dyveke” former, både glatte og riflede. Nils Thorsson skabte de håndmalede smukke, lette stiliserede blomsterdekorationer med ensfarvet glasur. Serien er i farverne: hvid, creme, lysegrå, mørkegrå, sort, blå, gul, mørkegul, brun, lysegrøn og grøn. I alt kendes der over 100 forskellige “Dyveke” genstande.

“Bremerholm” kunststengods 1931/56-1970.
Serien kendetegnes ved specielle matte ensfarvede glasurer ofte med en farve udvendig og en anden indvendig. Aldrig med dekoration. Serien er udført i farverne: hvid, grå, sort, mørkeblå, blå, mørkegrøn, lysegrøn, grønsort, gråbrun, brun, rødbrun og gul. Serien vakte stor opmærksomhed ved fremkomsten og bi.a. Victoria og Albert Museum i London købte nogle eksemplarer. Der kendes 120 forskellige former og i alt 240 forskellige “Bremerholm” genstande i forskellige farvekombinationer.

“Marselis” kunststengods 1953-1970.
I 1952 havde Nils Thorsson jubilæumsudstilling og det var første gang “Marselis” blev vist frem. Serien kom dog først i handelen i 1953. Der findes mindst 24 forskellige genstande, de fleste i et tungt og kraftigt design. De har skårne dekorationer i et kraftigere relief end “Solbjerg” serien. Fisk, småblomster, bladmotiver, geometriske motiver, rafling og zigzag linjer udgør motiverne. Serien er produceret med glatte, matte glasurer i farverne brun, blå, gul eller grøn og omfatter mindst 94 forskellige genstande.

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

    Skriv en kommentar